top of page

Populær Team Danmark-ordning på NAG


Siden 2011 er antallet af Team-Danmark-elever på Nærum Gymnasium steget støt – fra 13 i 2011 til 38 i 2016

For mange elever, som dyrker sport på højt niveau, er det en hård kamp at få sport/lektie-kabalen til at gå op. Dette får tit konsekvenser for deres sport, og deres fulde potentiale kan ikke komme i spil. Men fortvivl ej, for på Nærum Gymnasium tilbydes Team Danmark-ordninger til elever, som dyrker sport på eliteniveau. Nærums elitesportsudøvere har generelt udtalt sig positivt om ordningen, og i et interview med taekwondoudøveren, Emma Kayerød-Rasmussen, svarer hun på nogle spørgsmål i forhold til, hvordan livet som team Danmark-elev på Nærum Gymnasium er.


Den 17-årige Emma Kayerød-Rasmussen dyrker taekwondo hver dag i dojangen i Gangnam Sportstaekwondo Klub og blev nummer 1 til EM i 2016 i freestyle pair og ligger nr. 1 på den europæiske rangliste. Efter at have været blevet spurgt om, hvordan hun får sport og skole til at hænge sammen uden at gå ned i niveau på den ene af faktorerne, udtaler hun sig følgende:

”Jeg sørger for at strukturere min hverdag, og i weekenderne, hvis der ikke er stævner, laver jeg forud på lektier og afleveringer, så jeg har mere tid i hverdagene, da jeg har træning hver dag. Så får jeg rykket afleveringer og udnytter, at jeg må have meget fravær”.


På Nærum Gymnasium er det også muligt at få supplerende undervisning, hvis man har været væk til turnering i over tre sammenhængende dage. Dette kommenterer Emma Kayerød Rasmussen også på:

”Jeg har brugt supplerende undervisning i forbindelse med VM, og det har været super godt, for det var rimelig nødvendigt efter at have været væk i tolv dage. At sidde og have eneundervisning med en faglærer, det var virkelig godt!”.


I 2011 var der kun 13 Team Danmark-elever, men nu i 2016 er der 38. Det højeste antal var dog i skoleåret 2015/2016, hvor hele 46 elever var medlemmer af ordningen.


Så til jer unge, som elsker jeres sport og stadig gerne vil klare jer godt i skolen, vær ikke nervøse - for den positive udvikling, som ses på Nærum Gymnasium er karakteristisk for hele landets udvikling, og det tegner godt for den danske ungdoms sportsudøvelse.

bottom of page