Jesus kunne gå på vand, men kunne han svømme på land?
Alle kender den fælles gåsegang ned til den sæsonprægede lokalkirke på en halvvåd decemberdag. Man har egentlig ikke lyst, men føler det som en pligt der hviler over alle veldisciplinerede statsborgere. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod traditionen om at gå i kirke i julen, men anekdoterne som læses op er lige så støvede som kirkeklokkerne og trænger måske til et venligt men bestemt pust.
Jeg skal være stille. ”Shhh! Ik’ sig noget! Gud hader larm!” Jeg bliver helt forskrækket over det pludselige udbrud fra naboen ved min side på den blanke kirkebænk. Tilbage sidder jeg med en underlig fornemmelse af forundring og sydende irritation. En mærkelig stemning breder sig i kroppen på mig og jeg føler mig malplaceret i den lidt for moderne, lidt for arkitekttegnet kirke, mens præsten indfinder sig på sin plads øverst i indoktrineringslokalet. Der lugter af børnehave og nadverbrød. Alle ved det, men ingen tør kommentere det. Jesus’ lidt for bedrøvede ansigt fanger mine øjne og skal minde mig om at jeg er syndig og dødelig. Hans mirakler står beskrevet i en den lille sorte bog foran mig. Ud over det fantastiske vidunder at være født af en fattig jomfru, brød han samtlige videnskabelige teorier om massefylde og opdrift. Min rationelle tankegang som jeg har lært at værdsætte så guddommeligt højt, af et teknologisk moderne samfund, strider kraftigt i mod den forklaring som præsenteres for mig. Egentlig burde jeg slet ikke søge et svar. Det er vel indlysende, at Gud i himlen med sine næsten magiske kræfter har givet sin søn evner som begunstiger alle levende væsner på kloden. Den Gud (som i øvrigt ikke deler sin søns DNA) har sat Jesus i verden for at frelse dens borgere for deres meningsfyldte tåge af veldokumenterede teorier og forklaringer.
Eftersom mange af hverdagens gåder typisk kan løses ved brug af enten sund fornuft eller erfaring, er religionen gået i glemmebogen for mange danskere. En datidig naiv tankegang er blevet erstattet af rationelle begrundelser og eksperimenter.
Min irettesættende ældre nabo startede en tankstrøm som fik mig til at reflektere over det egentlige formål med religionen. Burde den ikke fungere som en guideline for et samfunds fælles værdier og bruges som et moralsk kompas? I så fald burde fokus fjernes fra de urealistiske historier om tryllekunstneren og hans 12 fupmagere og erstattes af de betydningsfulde værdier, som bibelen indeholder. Forstå mig ret; jeg er skam enig med alle de etiske handlingsmønstre som bibelen advokerer for. Det er det overtroiske og irrationelle aspekt, som jeg mener er upassende i et informationssamfund som Danmark. Selvfølgelig skal man vise respekt over for de (god)troende mennesker, som er enige i hvert et ord, der står skrevet i religionens grundlov. Men det betyder nødvendigvis ikke, at biblen og kristendommen ikke kan revideres og have en anden betydning for os andre. Men enhver salig i sin tro.
