Så hyg dog for fanden!
[endif]-- ”Det’ jul, det cool, det nu man hygger sig bedst.” Man ved bare, at det er blevet jul igen, når det uofficielle danske julemotto spiller på alle kanaler, som en højlydt reminder om, at nu skal der fandme hygges igennem. For at hygge, der er noget vi danskere kan, mig selv inkluderet. Det første jeg selv ivrigt kaster mig over, når julebevidstheden indtræder, er da også mine jødekage opskrifter og mine lange julelister. Hygge er nemlig ikke noget, der bare kommer af sig selv, når det gennemgående tema er jul. Nej, hygge skal bages, shoppes, spises, indpakkes og skrives i lange lister.
Selv hopper jeg glad i julefælden med begge ben hvert evig eneste år, ligesom så mange andre. Realiteten rammer mig altid midt i menneskemylderet i magasin som regel omkring den 21. december i total julegavepanik sammen med resten af Danmarks befolkning. Efter alle mine ambitiøse lister og planlægning har slået fejl. Netop i denne situation går det op for mig, at juleshopping bare aldrig bliver rigtigt hyggeligt, lige meget hvor store mængder af den grimme julepynt, der hænger i vinduerne, og hvor mange klejner man har nået at få indenbords, inden man kaster sig ind i ræset.
Et andet fantastisk jule-hygge-øjeblik, jeg heller aldrig glemmer, var den gang jeg var ti og min mor helt klart havde en forestilling om, at hun var helt nede på jule-hygge-kontoen. Derfor planlagde hun selvfølgelig en kæmpe redningsplan, der involverede mig, min lillebror, potaske, hjortetaksalt og store mængder kanel. Denne gode intention tog dog efter et stykke tid, med mel og kagedej helt op til ørene, en ny drejning, da min lillebror besluttede sig for, at nu gad han da i hvert fald ikke mere, og så begyndte han ellers at brokke sig og klynke. Det synes min mor ikke var skide fedt med fem bageplader pebernødder tilbage, og efter ganske kort tid besluttede jeg mig også for at tilslutte mig klynke-koret. Efter en halvtime med en smuk symfoni af klynkede børn, så kastede min mor håndklædet i ringen, og indså, at hendes ellers så gennemtænkte redningsplan måske ikke var det, der var brug for.
Øjeblikke som disse er virkelig, hvad jeg hvert år efter jul husker tilbage på som værende vores evindelige og krampagtige forsøg på at fremtvinge den perfekte julehygge. Problemet er blot, at jeg selv og mange andre ikke forstår, at hygge ikke kan fremprovokeres. Nej, for hygge kan lugte julestress og menneskers desperation efter noget såkaldt julehygge, og når det er jul og disse lugte er ekstra stærke, så holder den sig langt væk. Faktisk ses hyggen oftest ikke igen før efter nytår. Det sker år efter år, men jeg synes aldrig at lære af det. Så måske er det på tide at se sandheden i øjnene og anerkende, at hyggen kan dukke op hvor som helt og når som helst, men når det gælder juleshopping den 21. december og den brillante jule-nødhjælpsplan, så vil hyggen have gemt sig langt væk. Det der til gengæld vil være til stede, er den så kaldte ’julehygge’, der ikke må forveksles med hygge.
Dette ny begreb dækker over mit eget og andres halvkvalte og desperate forsøg på at fremtvinge en ultimative hyggelige stemning på tidspunkter, hvor forventningerne altid vil være for høje og skuffelsen altid vil være stor. Men jeg tænker, at hvis vi alle sammen bare kunne blive enige om, at julehygge er en sag for sig selv, så kan man måske undgå den årlige jule-skuffelse. Hygge fungerer bare ikke i bydeform. Det bliver tydeligt i præcis det sekund, hvor det går op for én, at julestressen og juleforventningerne har fået det bedste af os igen i år. Og vi i kor står og skriger: ”Så hyg dog for fanden!”. Vi skal altså bare give slip på drømmen om hygge og byde det nye julehygge fænomen velkommen med åbne julehjerter. For så skal det nok blive en dejlig jul alligevel. ![endif]--
