Hvorfor er vi Generation Depression?
“Jeg ser hvad du har gang i ... Og det må du bare stoppe med” siger Noora og hentyder dermed at Vilde spiser alt for lidt. “Du ved ikke, hvad du snakker om” forsvarer Vilde sig selv. “Jo, det gør jeg” hævder Noora og Vilde svarer bestemt; “Ikke for at være fræk, men du propper dig med kakaomælk og pandekager og ser ud som en supermodel.” Uden tøven svarer Noora; “Hvad snakker du om? Du ser ud som en supermodel … Vilde, du er virkelig smuk!” Vilde smiler bedrøvet, og med en sidste kommentar forlader hun lokalet; “Men ikke smuk nok…”
Vi er i sidste afsnit af sæson 1 i ungdomsserien, SKAM, der gennem de sidste måneder har bredt sig som en steppebrand til hele Norden. I uddraget tager SKAM fat i det med ikke at føle sig god nok, hvilket i Vildes tilfælde er ved at udvikle sig til en spiseforstyrrelse. Netop at SKAM bringer tabuer som dette frem i lyset og ikke skjuler noget, ligger nok også til grund for seriens enorme succes, da den selvironiske fremstilling af unges problemer i hverdagen, er noget, alle kan relatere til. Men hvordan kan det være, at SKAM påvirker os så meget? Hvis det teenageliv, der fremstilles i SKAM er et realistisk billede på det virkelige teenageliv, må det jo betyde, at vi er på vej mod en udvikling, hvor den almindelige teenager føler sig deprimeret eller lider af andre psykiske lidelser, som eksempelvis spiseforstyrrelser. Hvis man ser på diverse undersøgelser, er svaret ja. I 2013 blev en gruppe unge udspurgt om de havde følt sig deprimeret indenfor de sidste 14 dage og til dette svarede 35% ja. Det er altså mere end hver TREDJE unge. Til sammenligning blev den samme undersøgelse lavet i 1997, og her mente kun 23 procent af de unge, at de havde følt sig deprimerede indenfor de sidste 14 dage. Samtidig er antallet af selvmordsforsøg fordoblet siden 1994. Det er dermed tydeligt, at der er sket en forøgelse af deprimerede unge. Men hvordan hænger det sammen? I et land som Danmark, der både er blevet kåret til verdens lykkeligste land og er et af de førende lande i forhold til frihed og lighed, så skulle man ellers tro, at vi ikke burde have nogen bekymringer?
Måske ligger svaret i, at vi netop er født foran en åben dør til en verden fuld af muligheder. De eneste begrænsninger, der findes for os, er dem vi selv skaber. Efter ti år i folkeskolen, står vi foran et utal af vigtige valg, der skal afgøre resten af vores liv. Vi har altid fået at vide, at alle muligheder er åbne, og at valget er fuldstændig op til os selv. Så hvorfor ikke vælge det mest ambitiøse og udfordrende, når vi nu har muligheden for det? Det er i hvert fald det, vi unge gør, når de vælger gymnasiet efterfulgt af en lang videregående uddannelse. Men kan det i virkeligheden være det, der fremprovokerer stress og pres? Politiker fra Radikale Venstre, Zenia Stampe, skrev i september et opslag på sin Facebookside omkring det øgede antal af deprimerede unge og unge med alvorlige psykiske problemer. Her tog hun udgangspunkt i en udtalelse fra en pige i 1.g:
”Vi unge ved jo godt at vi har alle muligheder. Men det betyder også, at hvis vi fejler, så er det vores egen skyld. Så er det fordi vi ikke var gode nok.”. Dét der skal forstås med denne kommentar er, at med vores lighedsorienterede uddannelsessystem, der giver os muligheden for at gøre og være, hvad vi vil, følger også et pres og et ansvar for, at vi lykkes. Og hvis vi ikke lykkes og får succes, kan vi kun bebrejde os selv.
Også professor i børn og unges mentale trivsel Carsten Obel fra Aarhus Universitet udtalte sig i 2014 til Politikken om grunden til unges mistrivsel:
”I virkeligheden har nutidens børn det bedre end nogensinde. Men en stor gruppe med mange ressourcer er måske blevet overbeskyttet. De føler, at de mistrives, når de møder en verden, hvor de ikke altid er i centrum. Deres robusthed er svækket af deres måde at se verden på”.
Hans teori bygger på, at der er så meget fokus på det enkelte individ og dets muligheder, at vi kommer til at mistrives i situationer, hvor vi ikke selv er i centrum, og hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Vi lever i en verden fuld af muligheder, der ligger som en tåge over vores hoveder som en konstant påmindelse om, at vi SKAL klare den. Vi er både skylden til vores egen succes og vores egne fiasko. Obel mener, at vi bør lægge mere vægt på unges sociale kompetencer og deres fællesskaber, frem for deres succes.
I takt med at flere og flere vælger de mest ambitiøse fremtidsplaner, og præstationsræset kommer på et højere og højere plan, så stiger det faglige niveau også. “Det perfekte er blevet det nye normale. Hvis ikke det er perfekt, er det unormalt”, siger forskningsleder Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning. Hvis man ikke har de evner, der kræves for at være perfekt, har man altså tabt. Og netop frygten for at tabe, sidder dybt i os og presser os måske til at tage for ambitiøse valg i forhold til vores evner.
Men ikke nok med, at vi skal klare vores ambitiøse uddannelse til perfektion, er det også en del andre faktorer, der spiller ind i vejen mod succes.
”Frygten for at falde igennem er langt mere bredspektret. Det handler om at undgå at blive taber i bred forstand. Om at kunne slå til og få succes. Ikke om, hvorvidt man gennemfører gymnasiet, men om, hvordan man gør det. Om at se godt ud, få venner og kæreste – i det hele taget at lykkes.” siger forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet, Noemi Katznelson til Ugebrevet A4 omkring årsagerne til mistrivsel hos unge. Noemi beskriver de psykiske barrierer, vi sætter for os selv. Når alt skal gøres perfekt kan det blive svært at føle, at man gør noget som helst rigtigt.
Der er altså ingen tvivl om, at der er noget i vejen med vores samfund og den kultur og de forventninger, der er blevet skabt om, at vi kan alt og helst skal lykkes med det mest udfordrende. Det er jo egentlig latterligt, når man tænker på, at vi alle sammen er forskellige og langt fra har de samme evner. Det kan godt være, vi unge har mange flere muligheder for fremtiden end unge nogensinde har haft før, men det er også et faktum at vi har det dårligere. Men hvad er der at gøre ved det? Det ville kræve en fuldstændig omstrukturering i vores system og den måde vi tænker på. SKAM tager fat i de problemer, der skabes eksempelvis som følge af de mange muligheder og krav og viser os, at det er i orden at føle sig presset. SKAM giver os mulighed for at tage disse problemer op til debat, så vi kan diskutere dem i et åbent forum erkende at det er i orden, at man i et land som Danmark også kan have det dårligt. Vi er generation depression, og vi bliver nødt til at tale om det.
