Afsked med 12-tals-pigen
I folkeskolen fik jeg 12. Jeg fik 12 i alt.
Der sneg sig et par 10-taller ind på mit afgangsbevis, men det var også det. Der var ikke skyggen af et 7-tal. Jeg må nok indrømme at jeg var en af de såkaldte 12-talspiger. Da jeg kom i gymnasiet ændrede dette sig dog markant. Nu er mit karakterblad præget af 7-taller og jeg føler mig heldig når der lige sniger sig et 10- eller 12-tal ind. Jeg er ikke tilfreds. På ingen måde tilfreds.
Jeg skal være ærlig at sige, at jeg er en af de piger der går alt for meget op i mine karakterer. Og én ting jeg er særligt dygtig til er at sammenligne mig selv med mine venner, hvilket selvfølgelig heller ikke fører til noget godt, da tankerne straks begynder at fare ’’hvorfor får hun bedre karakterer end mig? Jeg er da meget bedre end hende?’’. Men jeg ved at jeg ikke er den eneste. Jeg er kun en af mange.
Vores stræben efter at få høje karakterer er gået for vidt. Der er kommet for meget fokus på karaktererne i gymnasiet, og det påvirker os i en negativ retning. Faktisk ser jeg slet ingen positiv effekt.
Alt, jeg laver, er præget af min stræben efter høje karakterer. I hvert modul skal der siges noget for at hæve den mundtlige karakter. Men hvad hvis jeg siger noget forkert? Påvirker det så min karakter negativt? Jeg kan gå og være bange for at det påvirker min karakter hvis jeg giver min lærer konstruktiv kritik, fordi de så får et negativt syn på mig. Skole er ikke fritid, men man skal stadig have lyst til at gå i skole. Personligt synes jeg ofte, at karaktererne kommer i vejen for, at skolearbejdet bliver interessant. Jeg glemmer, at være nysgerrig og udforskende, for tænk hvis det ender med en dårlig karakter!
Er det vores fejl, at vi går så meget op i resultaterne og glemmer selve læringsprocessen? Jeg mener, at det er et fælles ansvar, der ligger hos de studerende såvel som undervisere og samfundet. De tårnhøje karakterkrav, der skal til for at komme ind på nogle uddannelser er almindeligt samtaleemne blandt os elever. Karakterkrav der virker uopnåelige medmindre man vier hele sin gymnasietid til lektier og afleveringer frem for det sociale liv. Og hvad gør man hvis ens karakterer ikke bliver høje nok? Er hele ens fremtid så ødelagt?
Det er disse tanker der på daglig basis påvirker mig og er disse tanker der skaber klumpen i maven, tanker der får mig til at tvivle. Tvivle på om jeg er god nok og dur til noget.
Men hvad med ens personlige udvikling? Er det i princippet ikke vigtigere end et tal på et stykke papir? Gymnasietiden er også en dannelsesproces, som skal ruste os til at erobre verden. Det er rammen for hele vores identitetsdannelse.
Når vi starter i 1.g, starter et nyt kapitel i vores liv. Alt er nyt og spændende. Der er det ene sociale arrangement efter det andet, og man vil jo gerne med til det hele. Man vil gerne være en del af fællesskabet. Jeg red gennem 1.g på en bølge af eufori! Så kom 2.g og det øgede pres, og min lykkefølelse blev erstattet af klumpen i maven.
Flere gange har jeg siddet der hjemme, og tudet over en deadline, der var for tæt på og en opgave, der ikke ville tage form. Udover denne uoverskuelige opgave, har der så også lige været 3 andre afleveringer, der skulle styr på. Samtidig med at jeg skulle nå at træne og være social. Nogle gange er det endt med, at vi er flere, der har siddet sammen og lavet matematikaflevering i historietimen. Netop for at undgå at gå rundt med klumpen i maven, der vokser støt i takt med uafsluttede opgaver. En konstant klump i maven er ikke rar at gå rundt med. Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal gå rundt med den følelse?
Måske er der nogen, der vil ryste på hovedet og sige, at jeg bare skal tage mig sammen. De vil sige, at gymnasiet er hårdt, specielt i 2.g, men alle har været igennem det, og det nok skal gå. Det er bare at tage en tudekiks og så op på hesten igen. Men når man står midt i det, og det eneste der betyder noget er at klare sig godt og gerne bedre end ens venner, så er det ikke så lige til. Det kan godt være, at 2.g er hårdt og der bare skal knokles. Men der er noget galt med kulturen omkring karakterer. Det er blevet en konkurrence hvor modstanderene er ens bedste venner. Hvis ikke man klarer sig godt, så er man ikke noget. Karaktererne er blevet vejen til anerkendelse. Efter hver karaktergivning er der straks nogle der vil vide, hvordan det er gået. Men hvem har lyst til at fortælle om et resultat, man på ingen måde selv er tilfreds med? Tavsheden siger alt og straks efter, sviger rygterne.
Men hvad kan der gøres for at forhindre det? Hvordan kan vi flytte fokus fra karakteren til selve læringsprocessen? De fleste ville nok sige ’’afskaf karaktererne’’, men jeg mener ikke løsningen er så simpel. Hele uddannelsessystemet er baseret på karakterer. Hvis karaktersystemet afskaffes, vil det kræve en fuldstændig revolution af uddannelsessystemet. Så løsningingen må være en anden. Hvilken, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Det er noget vi må finde ud af i fælleskab. Men noget skal der gøres, før karakterpresset løber løbsk.
